22. august var jeg blandt andet til dimission på mit bachelorstudie. Fra 22. august fik jeg papirerfra CBS, eliternes højborg, på at jeg nu officielt kan kalde mig Bachelor of arts i Interkulturel Markedskommunikation. Der blev uddelt blomsterbuketter, holdt taler og nå ja, så stod jeg også selv og holdte tale. En ting min mor hæftede sig særligt ved den dag, nemlig at det var da underligt, hvorfor 6 personer skulle hyldes for at være de bedste på årgangen. Eliten skulle hyldes. Min mor var bange for, om os andre dødelige nu stod med følelsen af, at vores grad nu ikke var ligeså god som deres. Jeg svarede kækt, at jeg er vant til at eliten hyldes på CBS. Vi har fået ørerne tudet fulde med, at International Business er det bedste studie på CBS, og at ingen bachelorgrader, især ikke vores (CBS's svar på en RUC'et uddannelse), kunne nå dem til sokkeholderne. Min far reagerede blot ved at fnyse højt, da jeg kom med den udtalelse. Jeg vil dog tilføje, at jeg syntes, det er smaddersejt, at nogle på en videregående uddannelse kan få snit langt over 10! Jeg forsøgte på bedste vis at vise min lillebror CBS' charme, men det var sgu nok lidt formelt den dag, men jeg håber, at jeg får chancen igen i slut september til at vise ham det CBS, jeg holder så meget af. Blot det at han var taget hele den lange vej til København for at hylde sin søsters præstation var stort for mig. Her er billede fra i går, inden jeg ankom til dimissionen:
Selvsamme aften blev to veninder og jeg enige om, at ingen kunne tage fra os, at vi blev bachelorer. Med gennemsnitlige karakterer og stoltheden malet i ansigtet. Stolthed er sgu noget, CBS har lært mig. For enhver kan sgu ikke gennemføre vores studie. Jeg selv, blot en thybo der for tre år siden tilfældigt fik ansøgt på studie, som vidste knap nok vidste, hvad hun gik ind til. Ja høhø, hende der forsøger at bevare kontrollen og planlægge alt ned til mindste detalje, må sande at hun ikke kan kontrollere det, som de kloge kalder livet.
Så sad jeg der og bloggede søndagen efter arrangementet på mit kollegieværelse. Det er hverken prangende, stort, nyt eller opryddet. Men det er det, jeg kalder hjem. Der jeg føler mig allermest tilpas. Jeg føler mig nemlig hjemme, omgivet af nogle af de mennesker der accepterer mig præcis som jeg er. Morgenhår eller ej. De responderede alle med flere forskellige former for komplimenter, da jeg smed dem en snap med et billede af mig med fuld krigsmaling og høje hæle. For hvor var Sille hen?! Ja, som I nok kan høre, så er makeup og stiletter ikke hverdagskost for nogle af os her på Grønjorden. Jeg elsker at stå der helt stylet og smuk som bare fanden (JA, det må man altså gerne sige nogle gange ;) ). Men sådan en dag som søndagen efter dimission slutter dagen i verdens bedste fars selskab på stadion, føler jeg mig langt bedre tilpas, end jeg gør, når jeg helt mejet ud til et fancy CBS-arrangement. Det andet billede er taget søndagen efter dimission (og nej jeg har ikke tømmermænd!) Om jeg ser bedst ud på det ene eller andet billede, vil jeg lade jer være dommere over.Dagen før dimission havde min fantastiske mor fødselsdag. Intet gik som planlagt, men alligevel fandt vi en løsning, som vi altid gør i min familie. Det vigtigste var, at vi var sammen. Hyggen er altid i højsædet, når vi alle fire har tiden og lysten til hinandens selskab.
Jeg kan med et smil på læben se tilbage på en weekend, der endnu engang bekræfter mig i, at beslutningen om at flytte til København var den helt rigtige. Jeg får det bedste fra begge verdener. Her er der plads til store armbevægelser, at hylde eliten, at drømme stort, at feste til langt ud på natten, at fordybe sig i tykke lærebøger og ikke mindst hygge sig.
I den her uge er et et nyt kapitel startet, og jeg kan kalde mig cand.merc.kom studerende. Jep, endnu en flot titel skal tilføjes til CV'et. Endnu et kapitel skal skrives i det der københavnske eventyr. Jeg har hverken en plan eller en kæreste, og ved vi hvad? Det passer mig perfekt! Jeg har aldrig før været så sikker på, hvem jeg er. Jeg hviler i mig selv, med begge mine ben solidt plantet på stenbroen, og når jeg engang i mellem mister fodfæstet, så søger jeg hjem til den jyske muld og den velkendte dialekt.
Nu vil jeg slutte med en opfordring til jer derude. Klap jer selv på skulderen. Vær stolte af jer selv. Husk jeres nærmeste uanset hvor mange kilometer, der er mellem jer til daglig. Giv din veninde en hjælpende hånd, når hun allermindst venter det. Nyd din families selskab for pludselig er de ikke hos dig mere. Over and out fra 18 kvadratmeters rendyrket lykke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar