Søg i denne blog

tirsdag den 23. februar 2016

Noget om at gøre ting alene


Vi kvinder har det med ofte at gøre ting i selskab med mindst en anden person. Disse aktiviteter omhandler alt fra at gå på toilettet til en fest til at sidde sammen med en til en forelæsning. Hvorimod vores mandlige modstykker oftest kan gøre de her ting selv. Har det noget at gøre med at mænd er mere selvstændige end kvinder? Eller har det noget at gøre med, at vi kvinder er bange for at andre ser ned på os, hvis vi ikke følger denne norm med at have selskab i disse  situationer?

Lad mig nævne i flæng flere situationer, hvor jeg ikke har lyst til at være alene:
  • I en biograf
  • På en cafe
  • På en restaurant
  • I en kantine
  • På en ferie
Det giver mig hjertebanken, koldsved og nervøse ticks bare ved tanken om at gøre en af de her ting uden selskab. Men hvorfor egentlig det? Min veninde M har oftest med en cafe latte med karamelsirup som eneste selskab komponeret det ene blogindlæg efter det andet på cafeer rundt om i København, mens min anden veninde ofte alene er taget i biografen for at nyde en film, fordi det havde hun allermest lyst til. Hold kæft hvor syntes jeg det er sejt! Hvor må det altså være befriende, at man uanset lyst eller behov egentlig blot kan gøre det uden at skulle have en veninde eller kæreste ved sin side. 

Jeg har intet imod hverken at bo selv, løbe selv, arbejde alene, studerer alene, cykle alene, tage metroen alene, men bare tanken om at flytte disse hverdagspraksisser ud af deres faste rammer giver mig myrekryb. Men hvorfor egentlig? Jeg tror, det handler om, at jeg simpelthen i bund og grund rigtig godt kan lide at dele oplevelser med mine medmennesker, ligesom de fleste andre kan. Jeg føler også, at det er mere legalt for mig personligt at henvise til en oplevelse, hvis jeg kan bruge frasen: "Kan du ikke også huske dengang, vi gjorde sådan og sådan?" Den oplevelse jeg henviser til, er du hverken bedre eller værre af, at jeg har oplevet den sammen med nogen eller alene. 

Så kære piger, vil I være med på en udfordring? Er du ligesom jeg en kylling, der ikke tør gøre nogle af de 5 ting Alene. Helt uden selskab. Er du enten ligeså sej som min veninde M eller en kylling ligesom jeg, så smid en kommentar med, hvad du gør eller har gjort. Jeg tager selv min egen udfordring op, og jeg vender stærkt tilbage med et blogindlæg om min oplevelse!

tirsdag den 16. februar 2016

Noget om kurer og madtendenser

I Danmark fulgte ca. 10 % af danskerne i maj 2015 enten LCHF- eller Stenalderkost ifølge Politikken i denne artikel, i hvert fald nogle gange. Inden for begge diæter er det ikke tilladt at spise kulhydrater hverken fra brød, pasta, mel, havregryn, kage, ris eller pasta. Jeg må indrømme, at jeg selv har eksperimenteret med begge typer kost ind i mellem. 

Der er som sådan intet alarmerende i, at hver 10. Dansker følger en kur i ny og næ. Men det kan vel ses som en fremherskende trend det der med at være på kur. Noget jeg især igennem mit kommunikationsstuderende, så er det helt sikkert, at det er nemmere at forholde sig til noget, hvis man sætter et mærkat på. Hvis noget er en kur, er der nogle retningslinjer, og det er lettere at forholde sig til, fordi der er definitioner på godt og skidt.

Men intet er jo skidt, at det ikke er godt for noget, så skal vi ikke byde nye ”kurer” eller ”diæter” velkomne? Se dem for det de er nemlig samfundstendenser, som vi selv frivilligt kan vælge at følge eller lade være. De fleste danskere plukker, som de har lyst til fra de fremherskende madtendenser, hvilket nok primært handler om, at de fleste vel på en eller anden måde ønsker lidt adspredelse i deres kost. Altså de fleste spiser ”hybridiseret”, som Politikken kalder det.

Vi spiser alle sammen forskelligt, fordi at forskellige ”diæter” passer til forskellige typer mennesker. 

Jeg tror, at hele den her snak om diæter lynhurtigt ender ud i to lejre. Enten så følger du en diæt 100 %, også er du en succes. Eller også så følger du ikke en diæt 100 %, også fejler du. Det bliver altså lynhurtigt en sort/hvid-verden, når man snakker om diæter, hvor der er klare tabere og vindere. Men handler det egentlig ikke primært om, at det for os mennesker er langt nemmere at forhold sig til denne sort/hvide verden, frem for den ”virkelige” verden, hvor der er mere grå nuancer, hvor vindere og tabere ikke er så nemme at definere. Personligt syntes jeg, at de mennesker som dedikerer sig 100 % til diæter er helt vildt seje. Respekt. Men jeg ser bestemt heller ikke ned på de mennesker, der ligesom jeg selv plukker lidt hist og her fra fremherskende madtendenser.

Programmet ”Det ikke okay” på DR1 tager også problematikken op, om man som vært skal tage hensyn til folks allergier eller diæter, når de kommer til middag hos en som gæst. 

Meningerne er delte, og jeg må også indrømme, at jeg personligt er splittet. Klart er det nemmere at forholde sig til, hvis folk er på diæt eller har intolerancer, men hvis ens vennegruppe er på modstridende diæter bliver det svært. Jeg tyr altid til den samme løsning, når jeg samler min forskelligartede vennegruppe til spisning, nemlig buffet. Så kan alle vælge fra og til, som de lyster. Vil til slut spørge mine læsere om jeres holdninger til det at være på kur?


Hvad gør I, når I får mange gæster med forskelligartet og til tider modstridende spisevaner?

torsdag den 11. februar 2016

At gøre som der forventes

Indeholder affiliatelinks

Det her indlæg har været i mine tanker længe. Det udspringer sig af, at jeg den type studerende, der ofte gør lige præcis det, der bliver forventet af mig. Men jeg undrer mig over, hvad meningen med fremdriftsreformen egentlig er?

Danmark er faktisk det eneste land i Europa med fokus på studietiden. Danske studerende er faktisk rigtigt gode til at blive færdige. Andelen af danske studerende som færdiggør deres studier er iflg. CBS observers artikel på over 80 %. Danmark er det eneste land, der bruger studietiden som et succeskriterie, mens andre lande primært fokuserer på, hvor mange der færdiggør deres studier.

Jeg er i gang med min kandidatuddannelse, som jeg er startet på i forlængelse af min bachelorgrad på CBS. Vi forventes grundet den nye fremdriftsreform at klare det hele på normeret tid. Det er ikke, fordi at jeg er uambitiøs, at min første indskydelse ikke er at efterkomme denne forventning. Jeg undrer mig blot. 

Jeg ville gerne, hvis rammerne var anderledes, tage ca. 6 måneders erhvervspraktik i efteråret og prøve kræfter med ”det virkelige liv”. Det liv som politikkerne sjovt nok mener, at vi studerende bliver så chokerede over, når vi engang er færdige med vores uddannelser. Kan det måske være, fordi at vi ikke får lov til at prøve kræfter med ”det virkelige liv” grundet reformer?

På grund af fremdriftsreformen er jeg nødsaget til at begrænse et muligt praktikforløb i efteråret til max. 4 måneder, da det ellers går ud over min specialetid. 

Jeg har hørt flere af mine medstuderende sukke over, at de ville ønske, at de enten kunne forlænge studiet eller studere på halvtid. Det er ikke, fordi de er dovne eller ikke ønsker at studere. Det handler om, at de har så spændende og udfordrende studiejobs, at de vælger at lægge deres tid og kræfter på jobbet. De forsøger ligesom jeg selv at opnå den erhvervserfaring, som erhvervslivet efterspørger inden for normeret tid. De ønsker blot at forlænge studierne eller studere på halvtid, fordi de er så dedikerede til deres studiejobs, samtidig med at de ønsker at klare sig godt på studiet. Desværre er studiejobs på nuværende tidspunkt ikke en ”undskyldning” for at læse på halvtid eller forlænge studiet.


Altså de er ikke dovne. Havde jeg selv muligheden, ville jeg som sagt have haft 6 måneders praktikforløb, også ville jeg nok have skudt mit speciale en måned eller to i den anden ende. 

Det handler altså hverken om dovenskab, eller at vi som studerende ikke ønsker at studere.  Vi ønsker blot at efterkomme erhvervslivets øgede krav til erhvervserfaring, samtidig med at vi studere fuldtid. Vi kan desværre bare ikke blæse og have mel i munden, hvilket gør, at vi må gå på kompromis med længden på vores praktikforløb, og at det til tider er læsningen, der er sidste prioritet, når man knokler 15-20 timer i ugen oveni sit fuldtidsstudie. 

Ja, så spørger du mig, mener jeg, at fremdriftsreformen er en ommer. Jeg bliver faktisk helt i tvivl om, hvad fremdriftsreformens formål er. Vi bliver jo færdige med vores studier, så er det virkelig så vigtigt, om vi holder os inden for den normerede studietid?

tirsdag den 9. februar 2016

En cadeau til Danmarks lærere

De seneste år har læreruddannelsen og folkeskolelærer-erhvervet været noget af det allermest udskældte. Der har gået rygter om, at lærere næsten ikke lavet andet end at holde ferie.

Det er et af de allermest underbetalte og udskældte erhverv i Danmark, hvis du spørger mig. Jeg håber, at vi når debatterne om folkeskolereformen har lagt sig, kan fokusere det gode stykke arbejde vores lærere faktisk udfører på daglig basis. At vi i stedet kan hylde dem, der trods modstand og fordomme vælger at blive lærere. I er skabt af noget helt specielt. Jeg tror ikke, at jeg ville have psyke til at undervise i folkeskolen. I står model til alt fra psykisk terror, høje støjniveauer til curlingforældre. I har min fulde respekt. 

Jeg forstår godt, hvis I er trætte oven på en lang arbejdsdag, hvor I primært har brugt dagen på at slukke ildebrande, og når I så har fri, kan I passende sætte jer i sofaen og tænde for nyhederne. Her er så nyhederne omhandlende, hvor udskældt jeres erhverv er, og at I ikke arbejder nok og har alt for lange ferier. Suk. Jeg forstår godt, hvis I føler jer som et udskældt folkefærd.

Jeres rolle i dag som lærere er blevet langt mere kompleks, end den tidligere har været. I dag er ikke bare undervisere, som lærere var i vores bedsteforældres generation. I dag er i også konfliktløsere, mobbe-bandlysere, og derudover har I også en opdragende rolle. Især på mobbefronten opererer i et komplekst miljø, der ikke blot udspiller sig i skolegårdene, men i høj grad også på de sociale medier, hvor hverken lærere eller forældre altid er herre over, hvad der foregår. Jeg forstår godt, hvis I til tider finder jeres job meget udfordrende og uigennemskueligt.

Jeg håber, at vi kan nå dertil, hvor at man vælger at læse til lærer, fordi man brænder for feltet. Fordi man brænder for at lære fra sig. Fordi man brænder for at gøre en forskel. Fordi man brænder for at undervise børn. At man ikke vælger at læse til lærer, fordi ens karakterer ikke var bedre. Men at man vælger at læse til lærer, fordi man brænder for at være med til at forme Danmarks fremtid.

Jeg vil slutte mit indlæg med at sige følgende til Danmarks nuværende og kommende lærere: ”Tak fordi lige præcis du har valgt at blive lærer. Jeg ved, du hverken gør det pga. prestigen eller lønnen. Jeg ved, at du gør det, fordi du brænder for at undervise”.